Rejsedagbog 15-16/7-2006

Filmfotograf Karl Jensen kom med bilen kl. 10 til Strib og samlede Kaj Henningsen op. Sammen kørte vi til Haderslev og mødte historikeren Bo Nørregård. Vi er rejseholdet indtil kunstmaler Bjarne Kingo støder til ekspeditionen i Litauen og de andre følger senere.

Skolegade 12 var ekspeditionens rigtige START. Her boede Ingeborg og Iver Henningsen i 1915 sammen med deres tre sønner på 2 – 4 og 6 år. På den adresse blev indkaldelsen til aktiv krigstjeneste sendt.

Vi kørte ned ad Skolegade i Haderslev og så, at huset var revet ned for at give plads til jernbanen. Huset eksisterer ikke længere, ligesom Iver Henningsen ikke gør det. Men fra ham har vi brevene og tegninger. Vi kan ikke rekonstruere, hvad der skete i 1915 i Masurien og Litauen, men vi kan rejse ad den samme rute og i de samme landskaber med mulighederne for at læse brevene på de steder, hvor de er skrevet. Vi får også muligheder for at opleve de store ændringer, der er sket, både i landskaberne og med de mennesker, der nu bor på hans 900 km. lange rute gennem to lande, der har oplevet så store og dramatiske forandringer i de sidste 90 år.


På vej gennem Polen i nærheden af Torun.

Videre frem gennem Polen nær Grundwald.

Gruppen bag foreningen I Farfars Fodspor har tilrettelagt ekspeditionen, så det bliver muligt at gennemføre rejsen i et nedsat tempo. Gode venner i Litauen har gjort det muligt at komme så langt ned i hastighed, som det tager at køre i hestevogn.

Det talte vi om, mens vi kørte med 120 km. i timen ad motorvejene. Vi var i transit til Prusinowo, Polen og ønskede at kommefrem så hurtigt som muligt. Vi havde beregnet to døgn og nåede første dag frem til Stettin. For de af os, som for 15 år siden kørte gennem det nu nedlagte DDR er det en stor oplevelse at køre ad nyanlagte motorveje gennem et landskab med bølgende kornmarker og renoverede huse. Vi kom igennem Mecklenburg-Vorpommern. At komme over grænsen mellem Tyskland og Polen på et kvarter og kun vise pas var noget, som vi kun drømte om for få år siden. Stettin var oplevelsen af en moderne by med en historisk promenade ned til Oder og bygninger, som viser, at her lå engang en rig Hansestad.

I dag faldt vi for fristelsen til også at være turister på gennemrejse. Vi nød at køre på de pommerske alleer med vejtræer, selvom hullerne i vejene stadig var der. Gennem bakkede landskaber med store skove og kornmarker kom vi frem til Torun eller Thorn. En bymur med imposante byporte strakte sig rundt om den gamle bymidte. Der var mange imponerende gotiske kirker, gamle huse og et mylder af mennesker i søndagstøjet, især ved Weichselflodens bred. Torun indbyder til et nyt besøg.


Slagmarken ved Grunwald hvor en polsk-litauisk
hær slog de tyske korsriddere i 1410.



De sørgelige rester af det tyske mindesmærke
for slaget ved Tannenberg i august 1914

Men vi skulle videre og valgte at køre efter Tanneberg eller Grunwald, som polakkerne foretrækker at kalde stedet. Det var her den forenede litauiske og polske hær under kong Wladislaw d. 2. slog den tyske korsridderorden den 15. juli 1410 og udløste deres undergang. Slaget beskrives i tysk historie som slaget ved Tannenberg – et af de største slag i middelalderen på tysk grund. Vi kom netop 1 dag for sent til at opleve den fest, som polakkerne havde holdt på det sted, som for dem er helligt, nemlig Grunewald. Vi så resterne i form af flasker, plastik og tomme boder, men det er Polens Skamlingsbanke.

Her kom vi så i tid tilbage til 1. verdenskrig. På et stort område i omegnen af Tannenberg tilintetgjorde den tyske hær under ledelse af generalfeltmarskal Paul von Hindenburg med stabschefen Ludendorff i efteråret 1914 en russisk arme i et omringningsslagt. Kort efter vendte den tyske hær sig mod en anden russiske arme og jagede dem ud af Østpreussen. En begivenhed, der efter 1. verdenskrig nærmest fik en mytisk betydning. Det blev tyskernes største sejr i den store krig og i 1926 opførte rigspræsident Hindenburg et mindesmærke for slaget i form af en borg med sidetårne. I 1934 overførte man Hindenburg fra hans oprindelige grav til monumentet. Det blev i den nazistiske periode et meget stærkt symbol. De tyskerne trak sig tilbage fra området i 1945 var det af største vigtighed at resterne af Hindenburg blev bragt med på tilbagetoget.

Det var nemt at finde Grunewald med museum, monumenter, flagstænger og campingplads på en stor åben bakke i landskabet. Men det var næsten umuligt at finde resterne af Tannenberg-mindesmærket. Der var ingen skiltning til området. Der stod fordækt ”Kriegergräber”, men der var kun dårligt vedligeholdte markveje. Kun med hjælp fra en polsk mand med en elektrisk plæneklipper, blev vi vist op til et stort tomt område. Dog var det ikke helt tomt, der var enkelte murrester ved siden af et stort hul i jorden. Monumentet blev sprængt i stykker af de tyske tropper, da trak sig tilbage fra området i 1945.

Det sprængte monument bragte os tilbage til 1. verdenskrig og Iver Henningsen.

I dag opsøger vi så det stedet, hvor Iver Henningsen 3. februar 1915 sammen med sanitetskompagniet midt om vinteren blev sat af ved landsbyen Prosinowo.

Kontrasten er, at vi vil stå der ved 11 tiden med solen bagende fra en skyfri himmel. Vejret er helt stille. Dengang i 1915 var det snestorm og der blev sat skuffer under vognene, så man kunne komme frem.