Rejsedagbog 17-19/7-2006

Vi startede i Olsztyn med at mødes med 3 unge pressefolk fra den lokale Gazetta. Stadig overraskende, at rejsen vækker opmærksomhed? Det blev til en lang samtale om Iver Henningsen og om betydningen af den store krig, der for altid ændrede Europakortet og skabte grundlaget for 2. verdenskrig.

Vi fandt let Prusinowo, som er en lille landsby midt i en bakket landbrugsegn med storke i rederne, gøende hunde, sovende middagssøvn i sommersolen. Der er langt til Iver Henningsens beskrivelse af, hvordan han den 1. februar kl. 16 om eftermiddagen steg ombord i toget til Østfronten og efter 2 ½ dags kørsel måtte standse på fri mark. Som han senere skrev:
 
Vi var nu nået ind i reviret, hvor krigen havde taget sin begyndelse. Skinnerne var sprængte og vi måtte stige ud og søge vej alene. Vi kom om aftenen til Pruzinoven, et forfaldent smudsigt hul. En smudsig stinkende beværtning var det eneste sted vore officerer kunne finde qvarter. Det var vinter og det var frost. Ikke behageligt.


På gennem de store skove i Masurien, der var
opmarchområde for den 80. reserve division i
februar 1915 .

Broen over floden Pisz ved Königstal. Floden
dannede frontlinjen i februar 1915.

Ved at køre ad små veje kom vi ind i de store skove, der omkranser hovedbyen Augostowo og oplevede, hvor langt sanitetskompagniets 300 mand med vogne bevægede sig fra d. 3. februar 1915 gennem Puppen, Hinterpogabien til de d. 7. februar - kun 4 dage efter deres ankomst i sneen - blev sanitetere for den 80. Division. Divisionen havde til opgave at angribe over floden Pisz mod byen Königsstahl.

Der stod vi så ved en lille flod og havde svært ved at forestille os, hvordan divisionens pionerer var ved at slå bro over floden, mens artilleri, infanteri og train ventede. Iver Henningsen oplevede her for alvor sit første slag med granater, maskingeværer og infanteriangreb. Det var også her det for første gang lød: Sanitäter vorwärts og han var fremme og samle sårede.

Det vi så var en fredelig flod med 2 mænd, der fiskede, mens en kone og datter sad og tog solbad. Den ene af mændene arbejdede i London og var hjemme på ferie. Han fortalte, at det var nødvendigt for unge polakker at søge job i udlandet, fordi der ikke var nok muligheder i hjemlandet. Det vi populært kalder brain-drain.

Angrebet fra den 80. division lykkedes og de forcerede floden og indtog byen Königstahl. Fra et fotografi, som Iver Henningsen sendte hjem, ved vi, at byen var totalt ødelagt. Der er et meget sigende billede med en sønderskudt banegård. Vi vidste fra vores kort, hvor byen havde ligget og søgte ind i skoven på den anden side af floden. Her fandt vi spor af skyttegrave og et betonfundament, som kunne have været en læsserampe.

Vi fortsatte til Biala og kom til Monety. Her er der i et brev beskrivelse af, hvordan de første gang så krigens rædsler på nær hold. Det er her general Beckmann og adjudant stod forfrosne bag en lade og spiste ris af mandskabskøkkenet.

Men nu kom turen til os. Vi skulle frem at søge sårede. Sneen føg og vinden skar, sårede jamrede i sneen. Til middag havde vi 300 sårede og mange døde.

Fra d. 13. til 22. februar opholdt de sig ved Rittergut Michoven, der ligger ved floden Bobern. Det var et vigtig frontafsnit, hvor der foregik heftige kampe. Der er i dag et mindesmærke for 167 faldne tyske soldater, men vi kan ikke finde godset. Der ligger et stort, forfaldent kollektiv med firkantede, grå cementbygninger, men vi kan ikke finde en hovedbygning. Der er sket meget siden 1915.

Vi fortsatte i bil gennem Rajgrod og nåede frem til Augustowo. Byen beskrives i brevene som:

en stor by, men i den grad overfyldt af militær, at hestene stod i stuerne og betragtede det brogede virvar i gaderne gennem de ituslåede vinduer.

Indkvarteringen er privat hos en dame, der taler fransk. Hvad Bo heldigvis også gør.

Om morgenen d. 18. mødes vi med en kvindelig journalist fra Augustowa Gazetta. Hun spørger meget nærgående, hvad vi får ud af at rejse i en farfars fodspor? Vi ved ikke, om vore svar er gode nok, for vi kan ikke læse artiklen. Men vi har nu en konkret oplevelse af, at begrebet front dækker over et meget store landområder og at der er tale om tusinder af soldater. Iver Henningsen havde ingen mulighed for at overskue, hvad der foregik, fordi han befandt sig midt i kampene. Den 80. division im Osten - Beckmann/Lauenstein med Iver Henningsen var sammen med andre indsat i et vinterfelttog for at fordrive russerne fra Østpreussen. Planerne var at forsøge et omringningsslag og lukke dele af de russiske armeer inde i Augustowo. I de hårde kampe lykkedes det kun delvis, fordi vejret og især terrænet var ekstremt vanskeligt at forcere med så store troppestyrker.

En realitet vi fik at se, da vi igen søgte ud på Iver Henningsens rute. Vi kørte gennem store tætte skove, der nærmest havde karakter af urskov. Vi kørte på smalle veje, hvor der ikke har været levnet megen plads for hestetrukket artilleri, sanitetsvogne eller forsyningskolonner. Brevene nævner flere gange det kaos, der opstod på vejene gennem skovene. For sanitetskompagniet var der megen march gennem skovene. I brevene står, at mandskabet blev mere og mere udmattede. D. 6. marts var de nået til Novinka, der ligger ved floden Szczerberka.

Sanitetskompagniet ligger ved Novinka i over 1 måned. Der er kun sporadiske kampe. Det giver Iver Henningsen lejlighed til at skrive hjem om forholdene i de russiske smågårde, som de er indkvarteret på. Det er meget humoristiske breve om, hvordan de ældste sover sammen med børnene oven på ovnen, om grise i køkkenet og om udbredt mangel på hygiejne. Det sidste sætter de sig for at forbedre ved at opføre logus´er, gøre rent og opdrage befolkningen. En gang under et måltid springer der en gnist fra det åbne ildsted ud på trægulvet og den gamle mand på gården stiller sig op og tisser på gnisten. Da de skælder ham ud, siger han: "Ich mach Feur kaput" og ser meget forbavset ud.

Vi ser undervejs mange træhuse og bygninger, der ligner dem han tegnede. Men også en del nybygninger. Dog er det ikke svært at forestille sig, hvordan landsbyerne har set ud.

D. 18. marts marcherer de den lange vej til Marggrabowa. De har anskaffet sig spadserestokke med tilladelse fra Ritmesteren. Da de marcherer ind i byen modtages de af Ortskommandanten, der skælder dem ud for at være en Rasselbande, Spatzierstockhelten u.s.w. Den korte kommentar er: "men det var jo en reserveofficer, der endnu ikke havde lugtet til krudt og derfor tog vi ham det ikke ilde op". Det er veteranen Iver Henningsen, der nu skriver.

Jernbanen og stationen ligger der endnu. Men byen hedder nu Olecko. Her bliver kompagniet så kørt med tog til Mariampole i Litauen. Vi forlader ham her og kører mod vort logi i Punsk. Undervejs passerer vi den gamle Østprøjsiske grænse og bliver opmærksom på et skilt med "Skansen". Det viser sig at være grænsebefæstninger mod Rusland med pansertårne, bunkers og løbegrave. Vi bliver igen gjort opmærksomme på 2. verdenskrig.

Vi ankom til Punsk, i den fjerneste ende af det nordøstlige Polen, sent tirsdag aften – ganske tæt på grænsen til Litauen.

Vi fandt hotellet, fik et tiltrængt måltid mad og blev derefter ledsaget til et hus lidt udenfor byen. Her var der indrettet værelser i noget, der måske tidligere har været et mindre landbrug. Nu bruges det til bondegårdsferie.


Josef Waina viser en særk på sit museum i Punsk.

I Punsk synes tiden nærmest at være gået i stå. Det passede os fint efter nogle hektiske dage i bil at falde ind i det langsomme liv i byen.

I denne del af Polen udgør det litauiske mindretal den største del af befolkning. Det var lykkedes Jolanta at finde frem til Josef Waina - en 92-årig åndsfrisk og vidende mand. Tidligere skoleinspektør og initiativtager til det litauiske mindretals hjemstavnsmuseum - og han taler tysk. Vi mødtes med Josef Waina i hans hjem og fik her en indføring i områdets historie. Desuden aflagde vi et besøg på museet, der i dag er indrettet i det litauiske mindretals kulturhus - opført for penge fra Litauen.

I samtalen med Josef Waina gav han bl.a. udtryk for, at medlemskabet af EU ville betyde at den nationale grænse mellem de 2 lande ville forsvinde - hvilket han så som en stor fordel.
Det var opløftende at møde en mand med så stærkt et livsmod. Trods et svageligt helbred insisterede han på selv at stige ind og komme ud af bilen. Og hans låste stolt op til sit museum.

Vi vidste fra tidligere besøg, at der i Punsk var et frilandsmuseum - her kunne vi få et indtryk af, hvordan den polske og litauiske befolkning levede for små hundrede år siden. Det skulle vi have gennemfotograferet.

I samtalen med den unge kvinde, der passede museet hver eftermiddag i sommerperioden, gav hun udtryk for, hvor vanskeligt det var at forestille sig en fremtid i Polen. Hendes mand havde allerede arbejde i England. Når hun er færdig med sit studie i Suwalki, vil hun også rejse til England. En tendens, der er fremherskende i de tyndt befolkede områder og det uanset kulturelt eller nationalt tilhørsforhold. Den unge kvinde talte et rimeligt engelsk - men det ville være upassende at presse hende ved at tænde videokameraet - hendes "historie" hænger på nethinden.

I dette område er resterne af det kommunistiske projekt forfaldne smålandbrug, som befolkningen forsøger at leve af. Resterne af landbrugskollektiverne står som spøgelsesagtige Potemkin-kulisser.
Vi kører rundt i landskabet - betragter, fotograferer og snakker om, hvordan her ser ud om 10 til 20 år. Vi kender ikke svarene...

Kaj får tid til at skrive udkast til dagbog... Karl får renset kameralinserne, noteret indhold på båndene... Og Bo får fat i et kort over området og beslutter sig for en vandretur...