Rejsedagbog 20-24/7-2006

Efter et par gode dage i Punsk kørte vi til den polsk-litauiske grænse. Det foregik helt smertefrit, når man tænker på tidligere tider. Du viser blot dit pas og får lov til at køre videre. Vi kom hurtigt til Marijampole og tog straks til kasernen, hvor vi blev modtaget af Kaptajn Noreikevicius, der præsenterede os for garnisonens kommandant. Indkvarteringen foregik på Officers Hotel i køjesenge og med militær minimalisme.

Sidst på dagen til den litauiske hærs Tactical Training Center ved Kuzla Rudas. Indtil 1993 var området base for den sovjetiske hærs 7. luftbårne division og her havde den sit hovedkvarter. Vi blev kørt længere ind i skoven og kom ned i divisionens kommandobunker. På samme tid imponerende og skræmmende at gå rundt i det store tophemmelige kompleks.

Hestespejderne med Kaj Henningsen ombord samme dag som de forlod Marijampole.

Vi havde forberedt den 21. juli ved at samle den mobile udstilling aftenen før. Nu var det store spørgsmål, hvornår kommer Antanas, Liudas, Audra DKI. Vi fik en rundvisning om formiddagen på Mariampole kulturhistoriske museum. En afdeling er udelukkende om partisanerne i de litauske skove fra 1944 til 1954.

Som kaptajnen sagde, så blev vi nu overladt til de civile. På torvet foran byens rådhus blev anvist plads, hvor vi kunne stille udstillingen op og spejderne kunne være. Aftalen var kl. 15, men det blev en del senere. Spejderne kom med den lovede vogn ledsaget af 8 rideheste. Der var interviews med journalister fra aviser og fra TV. Vi kan ikke læse artiklerne og har ikke set TV. Homeguard var mødt talstærkt frem, hvad der gav anledning til samvær om nogle kopper øl. Om aftenen spiste vi middag med Antanas, hans kone og Audra.

Den 22. juli om morgenen blev det en lidt rodet, men meget festlig afgang fra kasernen. Første gang Kaj prøvede at køre i hestevognen. Men der var fjedrende sæder. Det var jo prøvekørsel for den vogn, som skal følge os indtil den 11. august. Undervejs gjorde vi holdt med hestene i en privat have. Lige uden for haven var der et partisanmonument og ejeren viste billeder fra de ceremonier, der havde været for at mindes den del af Litauens historie, som synes meget mere nærværende end 2. verdenskrig. Lidt syd for gjorde vi holdt ved en badesø. Her fik Bo foræret 2 store skiver flæsk og en hundehvalp. Han takkede nej til det sidste. Turen gik over Bartninkai og Ozkabaliai for at slutte i J Basanavicius fødehjem. Et museum, men også et stort udenomsareal, hvor der er plantet egetræer for alle parlamentsmedlemmer. For litauerne har Basanavicius stor symbolsk betydning, som en af de personer, der sluttede fred med tyskerne i 1918 og deltog i opbygningen af et frit land.

Den 24. besøgte vi Vyspiniai, hvor Iver lå i kvater i slutningen af maj 1915. Godset er væk, men med tolkehjælp fra to lokaler piger, fik vi opklaret, at der havde ligget et stort gods, som havde været ejet af en tysk "Kapitæne".

Den 23. juli afgang kl. 13.45 fra museet og kørte via Bartninka, Lakstuciai til Paezeria. Hestene overnattede i parken til et tidligere fransk slot. Vi fik lov til at komme ind og overnatte på gulvet. Slottet var nu en udstillingsbygning, en slags kulturhus, som kommunen var i fuld gang med at restaurere. Slottet er placeret vest for byen Vilkaviskis ved en større sø. Om aftnen lejrbål med Liudas som folkesanger.

På dette tidspunkt manglede vi at opsøge og fotografere steder, hvor farfar havde været. Derfor blev den 24. juli en tidlig afgang kl. 08.30 til Eklabaliai, "den skønne dal", som Iver Henningsen kaldte stedet. Han var indkvartere i det område fra slutningen af april til begyndelse af maj. Her fra stammer en del af  brevene om livet i bondehusene. Vi fik tolkning og kom i kontakt med gammel kvinde, der fortalte om partisan-tiden.

Bagefter kørte vi til Vilkabaliai, hvor der dengang lå en Vodka-fabrik. Iver havde her som leder af et vagthold vanskeligheder med den russiske ejer. Vi kørte herefter tilbage til Vilkaviskis, som Iver Henningsen passerede to gange og beskriver som "alt var ødelagt. Hestene stod i stuerne sammen med deres ryttere og så ud på de brændende bygninger".

Vi fandt endnu et par lokaliteter og kørte til Lusiai, godset Zypliu dvaro pstatai parkas, hvor vi skulle have overnattet. Audra tilbød privat indkvartering og vi sagde ja tak til bruser og rigtige senge.