Rejsedagbog 25-28/7-2006

Tirsdag den 25. juli havde vi overnattet i rigtige senge og været i kold dusch hos Audras tante. En ældre kvinde, der boede med en meget smuk udsigt over Nemunas/Niemen. Hun åbnede bare huset for os og gav os morgenmad – hvilken gæstfrihed!

Det var transitdag og Karl kørte Bo, Bjarne og Alex til Rossinai. En stor by på den anden siden af Nemunas. Byen skulle være vores base den næste uge. Kaj plejede sin ”turistmave” imens. Karl kom tilbage og vi kørte til lufthavnen i Vilnius. Efter eget udsagn er han vel i DK.

Indkvarteringen skulle være beskedent, men nu bor vi altså på hotel midt i byen. Da Iver Henningsen besøgte byen beskrev han den som udbrændt, ødelagt og fyldt med soldater og materiel lige bag fronten. Lige som andre litauiske byer er her parker, mange biler og forretninger, som vidner om en vis velstand.

Der ledes efter et egnet stede at filme ved Nemunas. Det hele foregår under Alex´ kyndige vejledning. I forgrunden Kaj med sin farfars breve og bagers Bjarne som pakæsel.

Onsdag den 26. juli blev endnu en af disse varme dage, hvor solen bagte fra en næsten skyfri himmel, så vi valgte at søge ned til floden Nemunas. Vores første besøg var på borgen Panemunis Pilis, et stort middelalderligt borganlæg anlagt af en ungarsk fyrste for 400 år siden. Borgen er i dag et museum og er under kraftig restaurering. Alligevel giver den et imponerende indtryk af middelalderlig arkitektur. I samtalen med opsynsmanden fik vi at vide, at han havde set os i TV og vi talte om ekspeditionen. Han henviste os til et andet museum ved floden, hvor der ved Silene var en tysk gravplads fra 1915. Det gjorde indtryk på os at se gravene for nogle af de mange faldne fra overgangen over floden. Især et enkelt kors, hvor der stod: ”Herunder hviler utallige russere”.

Vi kørte langs floden og fandt Kaniukai, det omtrentlige overgangssted for den tyske division, som sanitetsafdelingen var del af. Iver Henningsen beskriver meget detaljeret overgangen på en pontonbro over floden og de mange mænd, heste og vogne det krævede. Svært at forestille sig en meget hed juli dag, hvor floden flyder langsomt og giver muligheder for badning og fiskeri.

Det blev så den dag, hvor vi måtte overgive os til heden og bare køre tilbage til Rossenai for at holde siesta og vente på aftenkøligheden.

Bjarne stirrer ud over den diminutive og fredeligt løbende Dubissa-flod.

Torsdag d, 27. juli brugte vi til at udforske området omkring Dubissa floden. Her lå Iver Henningsen fast i halvanden måned og deltog både i fremstød og tilbagegang, men der også blev tid til at bade og beskrive det smukke område. Dubissa ligger i en smeltevandsdal med høje skrænter på begge sider. Det er i det store flade stykke mellem skrænterne kampene har stået. I skrænterne havde begge parter etableret skyttegrave og opholdsrum. En lokal litauer, Antanas fortalte, at hans bedstemor havde fortalt, at Dubisse var helt rød af blod – han tilføjede, og hun sagde det samme om 2. verdenskrig.

På vej til spejderlejren ved Dubissa passerede vi Tytuvenai, et meget velbevaret og smukt restureret barokkloster. Ankommet til spejderlejren fik vi at vide, at de var på vej til byen Ariagola, også ved Dubissa. Kaj blev sat på hestevognen sammen med Alex.

Første gang Kaj fik tømmerne i længere tid løb hesten lidt løbsk, men vi blev reddet af en erfaren kusk. Hele gruppen kørte mod Ariagola. En meget langsom, men også smuk tur i et rigtigt  høstlandskab. Ved nedkørslen til byen mødtes vi med Antanas (sponsor) og Antanas, leder af Homeguard  i Rossenai-området. Det første mål var et mindesmærke for de litauiske partisaner, der fra 1945–54  kæmpede mod russerne i de store skove uden hjælp ”ude fra”. Vores ”nye” Antanas nævnte 100.000 partisaner, museet i Maiampole nævner 50.000. Men begge er enige om, at tabstallet er 30-40 tusinde, men medregner ikke deportationerne til Sibirien.

Spejdernes lejr kommer til at ligge pragtfuldt ned mod Dubissa, de slap hestene løs og vi spiser aftensmad med en medicinsk alkoholsk drik til. Tilstedeværelsen af de to Antanas´er fra Home Guard indebar, at de delvis satte programmet for næste dag.

Alex henter kameraet i bilen ved resterne af, hvad der kunne være godset Valatkaiciai, hvor Iver Henningsen lå i kvarter i et par dage i juli 1915.

Fredag den 28.juli begynder med deling af arbejdsopgaver. Her slog hensynet til sponsorerne igennem. Kaj og Bjarne tog med Home Guard, mens Alex og Bo denne dag rejste i Farfars Fodspor og optog billeder fra de forskellige steder. De fik en hel dags arbejde i stegende sol.

Kajs job sammen med Bjarne blev at besøge Rosenai museum. Museet lå i et tidligere KGB fængsel. Vi startede på inspektørens kontor med kaffe og høfligheder. Vi fortsatte videre til nogle nyere spændende samlinger, bl.a. om 2. verdenskrig. Fra museet kørte vi til en nærliggende tysk krigskirkegård fra 1915, hvor det igen er de faldne fra slagene om Dubissa, der ligger begravet. 

Dagen blev sluttet af i spejderlejren. En af spejderne var faldet af hesten og skulle forbindes. Resten af aftenen blev mindre dramatisk, men meget musikalsk med øvelser til næste dags folkesangfestival, hvor spejderne optræder som sanggruppe.

Altså folklorefestival i næste dagbog.