Rejsedagbog 4-7/8-2006

Fredag den 4. august blev store ”skiftedag” i Vilnius. Det var Alex, Bo og Bjarne, der blev fløjet ud. Anders havde været i byen siden den 3. august og var blevet forkælet på alle måder hos Vida, Ruta og Rimas. Vida havde for 13 år siden været gæstelæge hos Anders. Derfor denne særbehandling. Vi andre nød også godt af gæstfriheden, fordi vi fik kvalificerede guider i Vilnius. Karl kom sent om aftenen, så vi fik husly hos Solveiga og Valdas, Kajs venner, der husede os til midnat. Kaj var den eneste, der kom til at lide under, at så mange litauere har fået bil. Han måtte gentagne gange mase sig gennem trafikmylderet fra bymidten til lufthavnen. Det blev ikke til evaluering, men vi fik mange gode inside-oplysninger om udviklingen i Litauen. Ved midnat kørte vi tilbageblevne, Anders, Ole, Karl og Kaj til Troskunai til vort klosterlignende residens.

Huset i Vosgeliai som var base den sidste uge i Litauen.

Lørdag den 5. august kørte vi nordpå til Vosgeliai nær Zarasai, ekspeditionens slutpunkt. Stor var vor overraskelse, da vi pludselig befandt os i et bondehus bygget i 1920. Det stod som dengang, det blev bygget med den store ovn, som Iver ofte omtaler i sine breve. Der var pladsen oven på ovnen til den/de gamle og de små. Under ovnen var der en lem til det rum, hvor de små grise og høns boede om vinteren. Vi kunne genkende indretningen med køkken, soverum og et enkelt værelse. Hvis det ikke havde været for en forsinkelse på 5 år, så kunne Iver have oplevet historien med Malka, der klædte om i soldaterne nærvær og den gamle mand, der rejste sig op og pissede på gløderne, mens soldaterne spiste i dette hus. Spejderne bor lige ved siden af os og lod 4 af deres 8 heste gå frit omkring. Lige overfor huset ligger en gammel borgbanke fra o. 400 og blot 500 m. væk ligger vores vaskeplads, en sø. I haven fik vi at se, hvordan man i tidligere tider gravede brønd helt ned i o. 4 m.s dybde. Værterne hedder Marija og Eugenijius. De har mødt os med en enestående gæstfrihed. Begge har tilknytning til hjemmeværnet og er del af det netværk, der har hjulpet ekspeditionen. Samtidig er de kilder til et væld af oplysninger om partisaner, forholdene efter befrielsen fra russerne og om den unikke natur, som ligger lige uden for.

Om aftenen tog Antana (hjemmeværnet) os med ud i skovene, hvor vi fandt partisanernes tilholdssted. Det sted, hvor de juleaften 1944 blev angrebet af NKVD. Om sommeren ville stedet være let at forsvare, da det var omgivet af vand og sump. Men om vinteren var isen på angribernes side. Der var ca. 100 partisaner den nat, menkun én blev dræbt. De andre undslap. En fantastisk historie, som vor vært næste dag gennemgik med militærisk præcision på en tegning.

Kirken i Antasave.

En sidegevinst ved besøget i partisanlejren var, at vi lagde vejen om landsbyen Antasave, hvor vi blev begejstrede over at finde kirken, som Iver Henningsen omtalte. Lige overfor lå en allé ned mod et gods, der havde tilhørt en baron. Nu troede vi også at have løst problemet med det gods Iver omtaler, men nej. Et smukt beliggende gods – ja! Ned mod en sø – ja! Men det var ikke det rigtige gods.
Men Karl traf forstanderinden på børnehjemmet.

Søndag den 6. august tog vi sammen med spejderne til messe i Dusetos kl. 12 i en kirke, som Iver måske havde haft lazaret i. Vi protestanter blev jo lidt overraskede over, at menigheden gik rundt om kirken under messen. Vores vært rejste sig op efter messen og fortalte at Kajus Henningsenus ville vise en lille udstilling og fortælle om ekspeditionen i et atelier. Den lille sal blev fyldt med en del ældre mennesker, men til vores glæde også unge. Kaj fortalte og der blev diskussion bagefter.Resten af dagen tilbragte vi på hyggeligste vis med spejderne og vore værter.

Spejderne på vej mod Dusetos i vådt fører.

Mandag den 7. august havde vi aftalt at køre med spejderne til Dusetos. Selv på de nuværende grusveje, så er det muligt at forestille sig, hvordan det ville være - selv som letsåret - at blive transporteret i bondevogn uden fjedre ad ujævne veje. En anden fordel ved hestevognen er, at man indprenter sig landskabet og får sig selv og sin sjæl med. Vi ankom til Antasave ved 14-tiden som aftalt og blev modtaget af en lille ældre kvinde, Stanislava Kirailyté. Foruden at lave et hjemstavnsmuseum havde Stanislava også skrevet en bog om byen.

Nu skete der det, som er sket, flere gange under rejsen – Ivers historie bliver levende. I bogen var der billede af den skole, hvor hans corporalskab havde været indkvarteret. Stanislava skaffede også nøglen til den smukke trækirke, som i brevet fra 19. september bliver beskrevet med dens enkle blå farver og stjernerne i loftet. Det stemte overens, selvom stjernerne var litauiske symboler for blomster. Hun kendte også en kirkegård for faldne i 1915. Da vi kom derud, så stod vi overfor grave med faldne fra den 19. september 1915. Faldne som Iver må have set, kendt eller blot begravet. Mere levende kan historie ikke blive…...

Resterne af godset i Vasaknos, en af utallige godsruiner i Litauen og måske det sted Iver Henningsen overnattede med sygetransporten.

Med bil fortsatte vi jagten på det gods, hvor Iver under en sygetransport overnattede. Vi havde en ide og fandt ruinerne af en stor bebyggelse med kampestenssokkel, et stort skorstensparti og ud mod søen en udsmykket grundmur. Beliggenheden var ned mod en sø og selvom en del af området nu var byggeplads, så var det muligt at danne sig et indtryk af et godslignende område. Heldigvis har Iver tegnet godset:

Iver Henningsens tegning af det gods, hvor han og de sårede overnattede på vej til Antasave.

Sådan kunne det have set ud, selvom han skriver, at det var forfaldent og regnen allerede havde ødelagt en del indvendig. ”hvis det ikke havde været krig”, skriver han, ”så ville vi tænke på gespenster”. Men det var ikke situationen og de overnattede med de sårede på stedet.

Tirsdag den 7. august var det aftalen, at spejderne skulle komme til Zarasai og vi danskere skulle stille vores lille udstilling op. Vi kom til Zarazai og filmede enkelte sekvenser, mens vi ventede på spejderne, der skulle vide, hvad der skulle ske. Men der skete kun banale ting, såsom en pengeautomat tog Kajs 1000 litras tilbage. Det blev der meget bureaukratisk vrøvl ud af den eftermiddag! Ved 14-tiden fik vi via en avis at vide, at vi skulle udstille i det fri på en ø kl. 15. Spejderne skulle lave opvisning med heste, men deres heste var ikke med! Vi stillede udstillingen op og der var nogle tilskuere. Spejderne spillede og sang, så vi næsten ikke manglede hestene.

Ekspeditionen indgik en aftale med museet i Zarasai om, at de overtog udstillingen og viste den i forbindelse med byens 500 års jubilæum. ”I Farfars Fodspor” er allerede repræsenteret i deres udstillinger med 4 af Iver Henningsens billeder og nu har de lånt den ”lille” udstilling til 01. september 2006.

Denne tirsdag er den sidste med spejderne alene. I morgen venter en mere officiel afsked med vores samarbejdspartnere, men mere herom senere.