Rejsedagbog, 8–11/8-2006

Ekspeditionen er ved at slutte. Vores mobile udstilling deltager i Zarasais 500 års byjubilæum. Nu manglede vi blot nogle filmoptagelser i Zarasai, hvor Iver Henningsen var stationeret i flere måneder, mens belejringen af Dynaburg stod på. Det var her han skrev, at tyskerne forberedte sig på at blive i lang tid. De omdøbte gadenavnene og Iver boede således i Gartnerstrasse i en tidligere fattiggård. I brevene er der beskrivelser af mødet med et rekrutkompagni, der er meget kålhøgne og ønsker at komme til fronten. Det samme kompagni så han senere foran kirken, hvor en præst holdt gudstjeneste med dem inden de skulle frem og en granat slog mod kirketårnet. ”Nu er det ikke længere overmodige unge mænd, men stille og alvorlige over for det, der venter dem”.

Krigergrave ved Zarasai.

I det bakkede og meget smukke sølandskab rundt om byen er der mange gravpladser for både russiske og tyske soldater fra 1. verdenskrig. Ser man nærmere på gravstenene, så er der flest døde fra 1915, men også de følgende 3 år er anført. Vi filmede gravstederne og søgte at finde ”danske” navne. I eftermiddagssolen tog vi de sidste optagelser og kørte tilbage til Vozgeila. Vi havde købt ind til grill med spejderne og sluttede med Slasnik sent om aftenen.

Fundamentet af et af husene i den forsvundne landsby.

Onsdag den 9. Efter morgenmad insisterede vores vært, Maria, på at vise os, hvor frontlinjen havde ligget fast i flere måneder i 1915 ved Vozgeila. Efter en meget smuk tur gennem de tætte skove kom vi frem til en lysning, der strakte sig langs et vandløb omgivet af bakker på begge sider. Vi kunne se sporene af en landsby, hustomter, frugttræer og frugtbuske, men også stadig lavninger formet af menneskehånd i de omliggende bakker. Vi fandt rusten krigspigtråd. Det var nemt at forestille sig, hvordan både russere og tyskere havde gravet sig ned på begge sider af lavningen og havde etableret fronterne. Landsbyen var aldrig blevet bygget op igen. Maria sagde: ”Det er mest sørgeligt at gå her, når frugttræerne blomstrer og tænke på de mennesker, der boede her”.

Om aftenen havde Maria og Eugenius inviteret landsbyen, spejderne og os til afskedsspisning i haven. Dog havde vi ingen anelse om, at Audra fra Det Danske Kulturinstitut og Antanas fra Hjemmeværnet havde inviteret den øverstkommanderende general Potus med adjudant, chefen for Militærakademiet m.fl. til at komme til afslutningen.

Audra fra Det danske Kulturinstitut holder tale. Bag hende ses tre af ekspeditionens deltagere.

Aftenens officielle del var flaghejsning af det litauiske og det danske flag. Vi var 3, der fuldtonende sang ”Der er et yndigt land”. Generalen holdt tale og understregede samarbejdet med Danmark i Kroatien, Irak og Afghanistan. Stor dansk goodwill i Litauen. Kaj takkede som ekspeditionsleder samarbejdspartnerne, hæren, hjemmeværnet, Danske Kultur Institut og især spejderne. Audra talte om det samarbejde Dansk Kultur Institut på bedste vis havde etableret mellem Litauen og Danmark. Vi udvekslede gaver. En speciel oplevelse var at overvære, hvordan en dreng blev optaget/indviet som spejder og gennemgik en ceremoni med edsaflæggelse ved flaget, mens spejderne paraderede til hest. Meget højtideligt. Alle udtrykte stor tak til værterne Eugenius og Maria.

Efter højtidelighederne blev der festet.

Efter solnedgang holdt Kaj et kort oplæg om, hvad og hvorfor ekspeditionen var gennemført. Vi viste tegninger fra netop denne egn med projektor på et lagen. En mand fra landsbyen genkendte et hus på en tegning og lovede at vise os det næste dag. Efter den officielle del blandede selskabet sig og det blev til en rigtig fest med overdådig mad, litauisk folkemusik og dans, megen snak og fællessang til månen gyldenrød steg op over den 400 år gamle borgbanke. En helt igennem fantastisk aften.

Det hus som en mand fra landsbyen mente at genkende på en af Iver Henningsens tegning.

Torsdag d. 10. tog vore værter os med til det omtalte hus. Der var ganske rigtig store ligheder med tegningen. Det blev den sidste opgave i Farfars Fodspor inden vi kørte mod Vilnius, hvor vi blev indlogeret på Officers Hotel på Militærakademiet. Vi benyttede lejligheden til afskedsmiddag med Audra, Antanas, hans hustru og en journalist. En meget hyggelig aften i Vilnius gamle kvarter, hvor vi evaluerede ekspeditionen og dens resultater, men også fortalte anekdoter.

Fredag d. 11. fløj Anders og Ole kl. 05 om morgenen, mens Karl og Kaj i den trofaste Lancer 92 begav sig via Warzawa, Berlin, Hamburg til Strib med ankomst lørdag d. 12. kl. 22.30. Som Karl gentog flere gange på turen hjem: ”Det var første etape, nu begynder arbejdet”. Han mener med de mange filmruller og billeder. Men det er en anden historie, som en fynsk digter skulle have sagt.