REJSEN 2002

I oktober rejste vi en del af den vej, som Iver Henningsen tilbagelagde i sin tid som soldat på den nordlige Østfront. Rejsen fandt sted for at finde ud af hvilke muligheder, der er for at gennemføre den endelige ekspedition i 2004.

Elblag i Polen
Tyske grave i
Drygalen
Den polsk-litauiske
grænse
Bataljonschefen i
Marijampolé

Vi sejlede fra Karlskrona i Sverige til Gdynia i Polen, hvor vi ankom om morgenen. Vi kørte så mod øst via Elblag, Ostroda, Olsztyn og Mragowo til Prusinowo, hvor det første af Iver Henningsens bevarede breve er sendt fra i februar 1915. Derfra fulgte vi omtrent den vej, som 80. Reserve Division kæmpede sig frem ad under vinterslaget i Masurien i februar 1915. Vi passerede Biala Piska, besøgte kirkegården i Drygaly og landsbyen Monety og endte første dag i Augostow, hvor vi ankom i en stærkt fremskreden skumring.


Anden dag var målet Marijampolé i Lituaen, hvor vi blev modtaget af en lille komité ved byens rådhus. Resten af dagen brugte vi på at bese byen. Dens kaserne, hvor vi spiste frokost, Rådhuset, hvor lokalpressen var samlet til pressemøde og museet, hvor vi blev vist rundt. Vi besøgte også byens kirkegård, hvor ganske få tyske grave fra 1. verdenskrig var bevaret. Der var derimod mange russiske soldatergrave fra den næste verdenskrig. Blandt andre lå der begravet, sagdes det, Lenins uægte søn. Dagen blev sluttet af med et besøg på byens præsteskole, men først efter at vi havde besøgt stedet og mindestenen for udslettelsen af byens jøder under 2. verdenskrig.

Kaj Henningsen og
bataljonschefen
Rejsedeltagerne og
lokalpressen
Rundvisning på
byens museum
Kirke i Marijampolé

På tredje dagen kørte vi mod nord over Kaunas til Dubissa-floden, hvor kampene bølgede frem og tilbage i sommeren 1915 og på hvis højre bred Iver Henningsen tilbragte juni og juli måned på Godset Rakawa og den tilhørende bebyggelse. Her gestikulerede vi med en af landsbyens beboere og gik ned til floden. Vi fortsatte derefter et kort stykke mod nord. På vejen besøgte vi et mindesmærke for en litauisk digter, hvor en skoleklasse gik og fejede blade. De var meget optaget af hæftet med Iver Henningsens tegninger, og en samtale kom i stand, da flere af dem talte engelsk. Derefter vendte vi hjem til Marijampolé, hvor vi aflagde den tidligere Synagoge et besøg.

I horisonten Rakawa
Beboer i Rakawa
og Kaj Henningsen
Dubissa-floden
Den litauiske
forfatter Maronio

På fjerde dagen forlod vi Marijampolé og kørte over Kalwarija til Eglabalai ad brede grusveje. Landsby var der ikke meget af, men vi fandt et hus, hvis hestevognskørende ejer nikkede bekræftende, når vi på et næppe korrekt litauisk udtalte stednavnet og pegede på jorden. Vi fortsatte ad de brede grusveje mod den polsk-litauiske grænse. Vi passerede et sydvestligt orienteret skyttegravssystem, men hvornår det var fra var ikke til at sige: 1. verdenskrig, de efterfølgende kampe mellem polakker og litauere, 2. verdenskrig eller den partisankrig, som man førte mod russerne frem til midten af 1950´erne? Sandelig en blodig egn.

I Eglabalai
Skyttegrav
Mellem Sulwalki
og Augustow
Vi ledes på ret vej
i Bobry

Dagen var dog på ingen måde forbi. Vi kørte tilbage til Augostow, men gjorde forinden et holdt i Novinka. I Augustow drejede vi mod sydvest over Rajgrod og Grajewo til Bobry. Dermed fulgte vi igen 80. Reserve Divisions rute i februar-dagene 1915, men dog i modsat retning. Ved hjælp af en tyskkyndig polak i Bobry lykkedes det at finde Miechowo, hvor Iver Henningsen plejede de sårede under de hårde kampe i området. I nærheden var sat et minde over de russiske og tyske faldne.

Soldaterkirkegården
ved Bobry (Bobern)
Mindesten over
13 russere
Ole Østergaard med
folk fra Miechowo
Vor trofaste Fiat

Vi forsatte i aftenmørket frem til Orzysz, hvor vi med noget besvær fandt et logi. Næste dage kørte vi gennem et efterårsgult landskab til Gdynia, som vi nåede ud på eftermiddagen og hvorfra færgen til Karlskrona sejlede samme aften.