REJSEN 2004

I foråret 2004 rejste vi igen til Polen og Litauen. Vi landede som vanligt i Gdynia med færgen fra Karlskrona og kørte igennem et forårsklædt Østpreussen. I nærheden af Mragowo drejede vi af hovedvejen for ad små grusveje at nå Iver Henningsens første kvarter i Prussinowo. Vejene blev lige små nok og syd for landsbyen Dluzec så fuldstændig spærret af kæmpe vandpytter, at vi valgte at vende om. Desværre kørte bilen fast da vi vendte på en græsmark og vi brugte en rum tid på at bakse den løs igen. Vi opgav derfor at besøge Prussinowo igen og forsøgte i stedet at finde 80. Rerserve Infanteri Divisions første angrebsmål ved floden Pisa: byen Königstal. Det lykkedes ikke, da byen ikke længere eksisterer. Da var det efterhånden blevet sent og vi satte kursen mod Augustow, som vi som altid nåede i dagens sidste lys.

Ved Dluzec i
Polen
Mudrede veje i
Polen
Pressemøde i
Marijampole
Mælkebøtter

Næste dag krydsede vi uden meget ophold den polsk-litauiske grænse. Et blik i vores pas var nok; ingen stempler og ingen omstændelig registrering.. I Marijampole mødtes vi igen med Gediminas Kuncaitiene, der som første gang vi besøgte byen havde arrangeret et pressemøde. Mødet affødte senere omtale i en af Litauens landsdækkende aviser. Vi forlod byen lidt over middag og begav os mod nordøst. Efter at have kørt gennem endeløse mælkebøttebegroede marker nåede vi om aftenen Anyksciai ved floden Sventoji. Byens eneste hotel havde en indgang og en reception, der sendte os tilbage i tiden til før 1989, men værelserne var helt ny istandsat, så nyeligt at byggestøvet lå i gangene. Fra værelserne kunne man skimte floden og hører nattergalenes trillen.

Kirken i Troskunai
Kaj Henningsen og
præsten i Troskunai
Kirken i Traupis

Diskussion om
tegningerne

Dagen efter blev brugt på at besøge lokaliteter umiddelbart nordvest for Anyksciai, hvor Iver Henningsen havde været fra begyndelsen af august til begyndelsen af september. Den første by vi kom til var Troskunai, hvor vi stoppede ved byens imponerende barok kirke, som Iver Henningsen i sin tid havde tegnet. Ved siden af lå et gammelt kloster, hvor vi fik nøglen til kirken og siden blev inviteret til kaffe af den stedlige præst, Saulius Filipavicius. Herfra fortsatte vi til Traupis, hvor Henningsen også havde lavet flere tegninger af kirken. Ganske vist fandt de ikke nåede for projektets billedkunstner, som mente der var for store uoverenstemmelser mellem tegningerne og kirkerne til at de havde noget med hinanden at gøre. Desværre kunne han ikke bevæges til selv at gøre Henningsen kunsten efter: det var desværre for koldt. Varmt var det da heller ikke trods en næsten skyfri himmel. Efter frokost aflagde vi lidt nord for Anyksciai besøg på et Hestevognsmuseum, hvor vi havde håbet at kunne få rådgivning m.h.t. hestevognskørsel. Men der var desværre kun folk fra billetsalget.

Hestemuseet
På museet i Zarasai
Krigerkirkegården
ved Zarasai
Zarasai

Vi fulgte derefter løseligt Henningsens rute til Novo Alexandrowsk eller som det hedder idag Zarasai. Byen ligger i et herligt bakket landskab fuldt af søer. Her fandt vi logi på et pensionat, hvis eneste øvrige gæst duperede os meget ved at kende til Sønderjyllands historie. Næste morgen kikkede vi lidt nærmere på byen og besøgte byens museum. Det var endnu ikke åbnet, men vi fandt en bagindgang og et kontor med fire ansatte. Desværre talte ingen af dem engelsk eller tysk og vi jo ikke lituaisk eller russisk, men heldigvis kunne vi på en bærbar computer vise dem vores hjemmesides lituaiske del. Vi viste dem også Iver Henningsens tegninger fra byen og vi fik en rundtur på museet, og da en hidkaldt tolk dukkede op tog vi ud til de tyske krigergrave uden for byen. Derfra satte vi kursen mod Vilnius, men ikke uden at aflægge Europas midtpunkt et visit, som ifølge franske karteografer ligger i Litauen.

Det nye monument ved Europas midte
Der diskuteres
heste på Stutteriet
På vej hjem,
Litauen
Aftenhimmel over
Gdynia Havn

I Vilnius var vi et par dage og fik set byen og taget kontakt med forskellige folk. Blandt andet aflagdes besøg på et stort Stutteri, hvor vi endelig fik råd om og priser på hestevognskørsel. Vi aflagde også visit hos oversætteren af vores hjemmeside, som boede dybt inde i en skov i nærheden af Trakai. På tredje dagen forlod vi Vilnius og tilbagelagde i et stræk vejen til Gdynia, hvorfra færgen afgik samme aften til Karlskrona.