FØRSTE VERDENSKRIG
.- de sønderjyske krigsdeltagere
 




OTTO IVERSEN

(1)
(oversat)
Rendsborg 16/8-16

Kære forældre!
Jeres pakke med æg og cigaretter har jeg modtaget, som jeg hermed takker for på det hjerteligste. Men vær så venlig ikke at sende mig mere brød, jeg klarer mig nemt, med det vi får udleveret. Jeg er guds ske takke lov ikke nogen stor spiser som så mange andre, der på to dage spiser det brød, som skal holde i tre dage, og må sulte på den tredje eller for deres egne penge købe mad i kantinen.
Idag har jeg igen fået en indsprøjtning mod kolera, endnu en indsprøjtning mod tyfus så er vi fri for det et godt stykke tid. I kan ikke forestille jer, hvor indsprøjtningen gør en mat og desuden svulmer brystet op og gør forfærdelig ondt. Ved den første indsprøjtning blev seks mand dårlige, deriblandt var også Jessens søn fra Simmerstedt.
I formiddags var vi igen på skydebanen og var først tilbage klokken 12½ og skulle have været her klokken 11, da der bliver spist klokken 11. Lige da vi havde spist skulle vi igen træde an til bajonetkamp i kasernegården. Omkring fire blev vi stukket, omkring fem appel i exercertøjet som skulle gøres rent på en halv time. Fra klokken seks geværrensning og beskæftigelsestime. Rensning af geværet er det sværeste af alt, særligt når vi har skudt med skarpt, for krudtet afsætter en slags sort slam i løbet, som sidder temmelig godt fast.
Tidligt om morgen går det videre med march og oppakning fra seks til elleve. Om fredagen har vi Bataljonsinspektion, sandsynligvis drager vi til Lockstedt om otte dage.
Rensborg er en gammel by, gaderne er smalle og meget dårligt brolagt, der er næsten kun en ordentlig gade, og det er der hvor infanteri-, artilleri-, træn- og maskingeværkasernerne ligger. Markedspladsen er næsten grøn bevokset med græs, et tegn på, at det står nu i krigstiden står sløjt til med handlen. Når man går gennem gaderne ser man næsten kun Manufaktur- og Cigarforretninger, Kolonialhandlerne er spredt tyndt og mange steder hænger der et skilt i udstillingsvinduet: Lej butikken straks. Det vil blive svært for mange at begynde igen efter krigen, fordi deres lagre bliver solgt til lave priser, og det som de kunne få i fortjenste, går mange steder tabt, hvordan skal de så bagefter kunne købe dyrere varer. Særligt i byerne, hvor alt skal købes, på landet er det altid bedre, hvor der er en have, kan man næsten leve af den om sommeren.
Det er blevet os forbudt at give mad til de børn, som står foran kaserneporten. Madresterne bliver snittet, puttet i en tønde og solgt som svinefoder. I forgårs, da jeg havde været ved postkasten, stod en sværm af børn foran porten med bedende blik og spurgte, om jeg ikke kunne hente dem en lille smule at spise, de var så sultene og havde heller ikke noget at spise hjemme. Så kan man kun svare, at de hurtigst muligt skal fjerne sig fra porten. Her ser man en nød, som er ubekendt på landet.
[forts. mangler]

(2)
(oversat)
Rendsborg d. 27. 8. 1916

Kære forældre!
Sender jer hermed mit fotografi, billedet er taget hos Fotograf Mertens, pladen opbevarer han i tilfælde af, at jeg vil have flere billeder eller også en forstørrelse, da billedet er blevet temmelig godt.
Igår blev vi igen flyttet fra stue 90 til 85. Her er det bedre, for her er vi ene rekrutter og så er stuen meget mindre. Stue 85 er udelukkende belagt med nordslesvigere fra kreds Haderslev og Tønder. Meget tysk ville der ikke blive talt, hvis ikke dansk var blevet os forbudt. For et par dage siden blev det ved parolen meddelt, at hvis vi gjorde brug af vores danske i nærheden af en underofficer eller en foresat og han anklager os for det, så får vi tre dages straf.
Kære fader, du skriver på grund af cigar-enderne, dem har jeg bestilt hos de bortrejsende, selvom de forlanger alt for meget. I denne tid bliver der bygget dækningsrum og skyttegrave på øvelsespladsen ved Wester-Rönfeld, deres formål er, at vi senere skal kaste med skarpe håndgranater, så behøver vi ikke at tage til Lockstedt.
Den 1. 9. bliver seks mand fra årgang 96 forflyttet til maskingevær-afdelingen. Jeg ville også gerne med, men er desværre et år for ung. Tjenesten bliver nu strengere, øvelserne skal nu udføres præcist og korrekt. Dem som ikke kan, bliver noteret til ekstra-eksercits. Dem som skyder dårligt skal hver dag øve sig ½ time i at sigte. Endnu fire uger tilbage hvis krigen ikke er slut, må vi sandsynligvis rykke ud. Der ekserceres allerede i hele kompagniet. Forrige morgen, hvor vi skulle på march, var vi alle en smule trætte, fordi vi var kommet for tidligt af sengen, feldweblen syntes det tog for længe inden vi trådte an, så blev vi kommanderet et par gange hen over kasernepladsen i march-march, så var vi også vågne. Vær så venlig at sende mig 10 M., jeg kan ikke klare mig med mine egne penge, alt det man skal have er bitterligt dyrt og jeg giver ikke penge ud til noget unødvendigt. I den fritid vi har på hverdage forlader jeg ikke kasernen, kun søndag går jeg i biografen, det er den eneste fornøjelse, som jeg tillader mig. Fra broder Thomas har jeg intet nyt, om han er nået til Fl., men jeg tror jeg så ham på gaden i 8. gruppe.
Hjertligste hilsen til jer alle, jeres Otto

(3)
(oversat)
I felten 27.9.1916

Kære forældre!
Modtog igår et kort fra broder Thomas, som han den 11. har sendt til min adresse i Rendsborg. Vi har meddelt vores adresse til Rendsborg og bedt om at få vores post eftersendt. Efter at have modtaget noget fra R. forventede jeg at få post fra jer.
Idag er jeg på vagt fra middag idag til middag i morgen. Hver sjette time har jeg to timers vagt og fire timer på vagtstuen. I de fire timer har jeg god tid til at skrive mine breve. Efter hvad Thomas skriver, så mener han, at jeg stadig vil være der den følgende søndag, forhåbentlig har han ikke været i Rendsborg, da han jo ikke ville besøge mig søndagen efter jeg måtte afsted tirsdag.
Her har vi anstrengende tjeneste, meget mere anstrengende end i Rendsborg. Om eftermiddagen har vi næsten altid to timers skansen og jorden er frygtelig hård, ca. ½ meter er god fed jord, så begynder kridtet eller kalkstenen allerede og skyttegraven skal være 2,40 m. dyb. Når man læner sig mod skyttegravens sider, så bliver man så hvid som hvis man lænede sig op ad en kalket mur.
Man kunne berette meget herfra og fra omegnen, men det er os forbudt og hvis vi skulle gøre det, så slipper brevene ikke igennem. Jeg er begyndt på min dagbog, så jeg ikke har glemt det hele, når jeg kommer hjem. Navne på alle de steder, jeg har været i kvarter, bliver noteret.
For et par dage siden, d. 25, var der trommeild ved fronten. Om aftenen kom nyheden, at 5000 fanger og fem landsbyer var blevet taget fra franskmændene.
I formiddags var vi ovre i nabolandsbyen for at blive afluset, selvom jeg endnu ikke har mærket noget til lusene. Forskellige andre havde dog brug for det. Aflusningsanstalten ligger i en tidligere fransk sukkerfabrik. Siden krigens begyndelse har alt stået stille på fabrikken. Næste alle vinduerne er slået ind og alle brugsgenstandene smidt udenfor, hvor der lå store jernfade og maskindele mellem hinanden. Det kommer til at tage tid og penge, at sætte fabrikken istand igen. I sådan en forfatning befinder meget sig desværre.
Sidste søndag var jeg på kirkegården her i landsbyen. Der hvor de tyske soldater lå begravet, var alt holdt pænt og rent. I kirkegårdsmuren var stadig de huller, som blev benyttet som skydeskårer, da krigen rasede her. Fronten har ikke ændret sig her i to år.
Vær så venlig at give mig besked om, hvor mange af mine breve og kort, som er nået frem, jeg vil gerne vide om det hele får lov at komme igennem.
Til slut hjertelig hilsen til jer alle jeres
Otto.

(4)
(oversat)
I felten 3/10-1916

Kære forældre!
Har nu en pakke med fedt, en med kiks, en med marmelade og cigaretter som jeg hermed takker hjertlig for. Avisen kommer også regelmæssig, det første jeg gør når tjenesten er forbi, er at studere avisen, hvilket jeg ikke har haft meget lyst til tidligere. Nu hvor man er så langt fra hjemmet, er der ikke noget skønnere end et brev eller avisen.
Kammeratskabet lader her meget tilbage at ønske. De stjæler alt, hvad de kan lægge deres hænder på, selv jeres pakke blev ikke forskånet. Vi har beklaget os over det, men det nytter intet, når vi ikke kan sige, hvem som har gjort det. Den første som bliver taget for tre dages kasernearrest. Forhåbentlig vil det gøre sin virkning.
I denne tid regner det næsten hele tiden. Men trods det fortsætter tjenesten uden afbrud. Igår og idag kom vi gennemvåde hjem og møgede fra top til tå.
Forrige eftermiddag, da vi var på vej ud at skanse, blev vi kommanderet til at synge, kun få sang med, hvad han blev rasende over. Så måtte vi først gøre stram eksercermarch og så tilbagelægge resten af vejen i løbeskridt. På hjemvejen sang alle med. For dem som ikke kan følge med i tjenesten, er der forordnet ekstratimer. Da bliver de sådan behandlet, at de nu gør almuligt for at kunne følge med.
Med kosten går det ganske godt. Middagsmaden og brødet rækker. Med brødet klare jeg mig let. Det smager også bedre end i Rendsborg. På transporten gav det ikke meget, jeg vil helst ikke igen kører rundt i 8 dage uden ophold. Hvor godt, at sagen med Norden igen er i sin gamle gænge. Har i også indkvartering? Som jeg ser, må I ikke længere sende breve uåbne. Bliver brevene her fra også åbnet eller bliver feltposten ikke revideret. Jeg må slutte for denne gang, vi skal nu træde an til eftermiddagsmad. Lædervesten er endnu ikke i min besiddelse, det er vel også afsendt som en stor pakke.
Kærlig hilse til alle
jeres Otto.

(5)
(oversat)
I skyttegraven 22/11 16

Kære forældre!
Har altså gennemlevet min første søndag i skyttegraven. Da det var regnfuldt ude, krøb vi det meste af tiden sammen i dækningsrummet. Mine nye kammerater er to gamle og to på min alder. Resten af gruppen ligger ved siden af. En af de gamle er mølleejer og har hjemme i Wrist. Den anden er bager, han stammer også fra Holsten. Begge de unge er fra Angel. Mine kammerater fra depotet kom næsten alle sammen til Regt. 85. Jeg ville hellere til dette regt., fordi jeg så, når krigen er lykkeligt overstået, kan afslutte min tjenestetid i Flensborg. Her lader kun til at være få nordslesvigere. Der er desværre kun blevet få tilbage efter at regt. sidste gang var indsat ved Somme. Idag har jeg ingen anden tjeneste end at hente levnedsmidler til gruppen fra tredje linje. I tredje linje er hvilestilling for kompagniet. I hvilestillingen er en nordslesviger, den eneste som jeg har truffet her.
Sidste nat frygtede man et fjendtligt gasangreb, derfor måtte en af os hele tiden holde vagt. Ved det sidste gasangreb havde englænderne kun ringe held. Når vores masker passer, er der heller intet at frygte. Igår så jeg over dækningen Arras ruiner. Katedralen ser ud til at være fuldstændig ødelagt. Tilbage står kun høje, hvide ydermure, som rager op over de andre ruiner. Jeg må slutte for denne gang, jeg skal afsted at hente middagsmad.
En hilsen til alle fra
jeres Otto
imorgen skriver jeg igen

(6)
(oversat)
I dækningsrummet, d. 29/11 1916.

Mine kære forældre!
Vores starinlys er opbrugt. Vi sad hele dagen i mørke. Det elektriske batteri var opbrugt. Men jeg havde held til at købe et batteri af en kammerat, som jeg nu skriver ved. Hvis det ikke var så koldt og beskidt i skyttegraven, så ville jeg forrette mine skriverier uden for. Tid har jeg nu nok af. Hele tjenesten består af seks timers vagt og om morgenen rengøring af skyttegraven og møgskovlen. Hvis det ikke havde livsfarligt, så var det intet at tale om. En af mine kammerater kom just fra vagt. Han fortalte, at en dem som kom her sammen med os, havde fået en kugle i brystet under gravearbejdet. Mod geværkugler er vi her stort set sikre. Granater og miner er værre. Vi kommer ud af stillingen natten mellem den 3. og 4. og bliver til den 16. i tredje linie. Så kommer vi, som jeg allerede har meddelt jer i hvilestilling frem til den 28. december. Du skriver om at få orlov på et tidspunkt. Den tid jeg var i depotet bliver også betragtet som at være i felten. Jeg ankom til depotet den 12. september.
Hjertelig hilsen til alle
jeres Otto

(7)
I Felten, 2/1 1917

Min kjære Moder!
Altsaa er Jul og Aarsskiftet forbi og den længe ventede Fred endnu ikke der. Begge Fester vare ikke mig til Glæde som i de forbigange Aaringer. Juleaften stod jeg her i Fjendeland paa den ensomme Post. En ubekendt og pinlig længsl efter mit kjære hjem betyngede mit Bryst. Da jeg vidste, at 3 derhjemme var samlet om Juletræet og deelte Festens Fryd med verandre, hvor gjerne vilde jeg da ikke have veret i Eders Mitte. I saadanne Timer lærer man först kjende, [h]va[d] et Hjem, en Fader og en Moder er. Og man indser först rigtig, hvad i har været for mig. Ja mine Kjære, Tiderne har foranderet sig, og Livets Alvor er traadt tidlig paa min unge Livsbane. Men Alt dette er slet ikke til nogen Skade for mig naar jeg sund og rask maa vende tilbage. Jeg hved, at 3 er hos mig med Eders Tanker og Bönner. Der er for os heller ikke andet end at bede at dette maa faa en Ende. Det er skrækkeligt. Vi ligger her i en Stilling med Fjenden for os og med Fjenden fra Flanken. Og kun Granathuller som ere fylte med Vand og Morrads byder os Beskyttelse mod det fjendtlige Artillerie. Det vil sige naar vi ere paa vor Vagtpost. Vi beboer fortiden ellers en god Understand fra den Tid vor Artillerie Stillingen var her. Men Natten byder os ikke Ro. Hver to Timer staar jeg Vagt. Om Dagen ere vi i Understanden og maa heller ikke forlade den. Min Tid er nu ude og jeg maa slutte med de kærligste Hilsner til Dig kære Moder, Fader og Søster Metta fra din Otto.
næste Gang mere, jeg hved at et Brev paa dansk er dig mere til Glæde som paa tysk.

(8)
(oversat)
I felten 12/1 1917

Mine kære forældre!
Modtog igår aftes jeres kære brev fra den 5 d.m., som jeg hermed takke hjerteligt for. Modersmålet kommer også temmelig regelmæssigt. Siden den 9. ligger mit kompagni bag fronten i reserve. Landsbyen vi ligger i hedder Sapignes. Landsbyerne Miraumont og Grandcourt lå i den kampstilling som vi besatte. Derude er ingen spor af skyttegrave. Om natten lå vi vagt i granathuller. Hele dagen var vi i dækningsrummet og måtte ikke forlade det for at fjendtlige flyvere ikke skulle opdage stillingen. Her hvor vi er nu, må vi arbejde hårdt på den nye stilling. Det varer sandsynligvis ikke længe for vi drager af til vores nye stilling. Fronten bliver på den måde betydeligt forkortet. En af de første dage kom vi tilbage i hvilestilling.

Kærlig hilsen til jer alle
jeres Otto.

(9)
(oversat)
I felten 17/1 1917

Kære forældre!

Det kære, indholdsrige brev fra den 11. d.m. nåede i morges i min besiddelse og jeg takker for det. Du spørger, hvordan det står til med ernæringen? Her i stillingen modtager vi om morgenen for hele dagen, fordi det er så svært få herud. For hver to mand et kogekar med middagsmad, en flaske fuld kaffe og ½ kommisbrød, som vi også kan klare os med. Middagsmaden er skiftevis byggrød, nudler, roer og ind imellem også ris. Smørelse til brødet er sjældnere, men er man sulten, så glider det også ned tørt. Jeg har jo intet at klage over, hvad vil dem, der intet hjemme fra får, så sige.
Rotter har vi også og sågar af de helt store. De er endnu ikke blevet en plage, det er endnu ikke sket, at de har taget vores levnedsmidler. Sit brød må man dog altid placere sådan, at rotterne ikke kan komme til det. Værre er lusene. Det er en plage, når man træt lægger sig på sit leje og ikke kan falde i søvn på grund af lusene. Jeg er ikke blevet afluset siden september, og har da også kradset mig øm over hele kroppen.
Hilser jer alle, jeres Otto

imorgen følger endnu et brev.

(10)(oversat)
I felten 22/3 1917

Kære forældre!
Jeg modtog igår jeres kære brev fra den 17., som jeg takker for. Idag var vi ude på markerne for at eksercerer. Det var noget nyt, for siden december har vi ikke haft tid eller lejlighed til det. Regimentskapellet spiller 2-3 timer dagligt. Vi kan også gå i teater eller biograf, men jeg bliver hellere i mit kvarter. Efter min mening passer skyttegrave og teater ikke godt sammen. De sidste 10 dage i stillingen kan jeg ikke ret glemme, selv om natten i drømme ser jeg stadig de brændende landsbyer. Dem som har anrettet al den ødelæggelse har meget at stå til ansvar for.
Kærlig hilsen
jeres Otto
Igår sendte jeg en marmeladedåse retur.

(11)
(oversat)
I felten 12/12 1917

Kære forældre!
Imorges har jeg modtaget den store pakker indeholdende lædervest, underbukser og strømper. Også tre små pakker med bagværk, cigaretter og smør i min besiddelse. Hjertelig tak for det hele. Til julen komme de kære pakker egentlig for tidligt, det vil nok holde hårdt at lade dem være ind til da. Her i dækningsrummet har vi nemlig mange rotter og mus, der kommer frem hver nat, når alt er roligt. Hver aften må vi hænge vores brød fra et søm i loftet og alligevel lykkes det kræene at komme til det.
Som jeg kan se af jeres brev har I sne. I sidste uge havde vi om natten temmelig stærk frost. Søndag og mandag var det igen tåget og regnvejr. Igår og idag har vinden holdt sig i nord. Sne er jo her i Frankrig temmelig sjældent. Forhåbentlig har vi ikke en så streng vinter foran os som sidste år. For i den lejr, hvor vores afdeling ligger i de gamle barakker, er kulden særlig mærkbar.
Over undertøjet glæder jeg mig særligt, for afdelingen har overhovedet intet. I de andre hærafdelinger får man i det mindste et eller andet til vinteren. Naturligvis bevæger vi os ikke lige så meget rundt i det fri som andre våbenarter, men når man i fire timer sidder stille ved apparatet ved en middelmådig varme, så mærker man dog kulden.
Ellers går det mig stadig godt, håber det samme for jer. Med bedste hilsner
Jeres Otto.

(12)
(oversat)
I felten 25/7 1918

Kære forældre!
I går modtog jeg jeres kære brev fra den 18., som jeg takker for. Det er en stor dag, når den kære post ankommer, og særlig nu hvor vi kun får post hver tredje dag. For livet i stillingen er specielt ensformigt og kedeligt, fordi vi næsten ikke kommer ud af vores lille afdeling (stationsrummet). Og trods det skal vi ikke beklage os, vi hører dagligt hærberetningen og er på den måde godt orienteret om situationen. Der må være et uhyggeligt slag igen ved Marne og lykkelig den, som ikke behøver at deltage. Vi længes derfor heller ikke synderligt efter afløsning. Her kan man holde det ud, selvom Tommy er noget nervøs med sit artilleri om natten. I den sidste ugestid har vi næsten hverdag har haft uvejr og regn. Regnen var også nødvendigt, for græsmarkerne bag fronten er næsten helt bortsvedet af tørken. Nu vil kimene vel vokse op nedefra. For de stakkels heste har det ikke været nemt at finde nok på græsmarkerne og hver hest får hver dag et pund havre fra stalden.
Idag for tre uger siden kom jeg igen tilbage til afdelingen. Hvor hurtig dage og uger går. Det er mig stadig som om, det kun er et par dage siden, jeg var hjemme hos jer. Tjeneste har jeg, i de tre uger jeg har været her, haft temmelig meget af, næsten for meget, men så løbet tiden så meget desto hurtigere og jeg er mest tilfreds, når jeg sidder ved apparatet og skal holde styr på en livlig trafik. En af de næste dage får vi nok et dækningsrum. Der vil vi kunne bo mere beskyttet og sikkert, selvom det i dagslys er bedre og hyggeligere i barakken.
I morges er det næsten bleve helt stille, da der overfor vores stilling er sorte tropper. Ellers er alt ved det gamle.
Kærlig hilsen til jer alle
jeres Otto.

Kilde: Haderslev Byhistoriske Arkiv, HBA10379, Breve; LAA: Mindeblad.