RELGION

I tiden op til verdenskrigen var kristendommen betydelig mere udbredt end nu. For langt de fleste, var gudstroen en fast del af deres verdenssyn og regelmæssig kirkegang noget ganske almindeligt. Ganske vist havde ateismen vundet frem, særlig i forbindelse med arbejderbevægelsens opkomst og fremgang.
Men Gud havde en betydning for de fleste soldater. Der var nok nogen, der midt i al døden og ødelæggelsen mistede troen på Gud. Men langt fleste så deres overlevelse som et udtryk for Guds nåde og fandt en trøst i, at der trods al lidelse var en styring og mening med tingene, også selvom den umiddelbart kunne være svær at forstå.

TEKSTUDDRAG

Iver Henningsen, Rusland 15/6 1915

Min sóde lille Pige! kjære Fader
I Dag har vi haft Kirkegang i Parken, Veiret har veret storarted og Presten talte rigtig smukt. I Mitten af den store Kres af Sant., Ateleri [og] Infanteri laa flere Grave af faldne Krigere. Musik fra Ateleriet. Der er noget gribende i en saadan Gudstjeneste. Dog taber det meget, ved at Presten knap kan holde op för Befalingerne og Komandoerne aflóser veranden, Vor Ritmester maa vi have undskyldt han har i de siste 3 Dage ikke veret Ädru, baade Han og Stabslægen. De har faaet större Sendinger Rum og Conjak Öl s w sendt og holder ikke op for alt er Drukken [...]

se hele brevet

Iver Henningsen, Pektogoli 5/9 1915

[...]Vi maa og skal seire ellers er alt tilgrunde og alt forgjæves, rigtig taget er det jo forkastelig at tage og bede Gud om Hjelp til sligt Barberi og dog vi gör det og vore Fjender gör det. Ja jeg tænker paa Da vi laa i Qvarter paa Prestegaarden i Truope.
Der bjergede vi Popens Korn (det havde vi ikke nödig), om Aftenen holdt han Kirke for sin Menighed, og en Polak som forstod Rusisk var i Kirken. Her bad han for Fædrelandet, at M. Maria vilde hjelpe at overvinde Germanerne. Enver paa sin Vis beder Gud hjelpe sig til Seir. [H]vad skal det til Slut blive. Inu er vi ikke ferdige. [...]

se hele brevet

Paul Paulsen, 1/12 1917

[...] Troer du ikke snard Krigen er til Ende. O, [h]vo[r] det vilde være en Glæde, [h]vis vi snard ma[a]tte faa Fred. Vi maa takke Gud mange Gange for, at han har bevaret er i sin Naade. Han bevarer os ogsaa nok fremdeles og fører os hjem til vore kjære derhjemme. [...]

se hele brevet

Paul Paulsen, 21/6 1917

[...] Vi er lige kommen ud af Stilling. I Dage ma[a]tte vi holde ud derude. Det er næsten ikke til at holde ud, men vi maa stole paa Gud at han vil føre alt til det beste for os. Desvære skal vi jo derud snart igjen. Ja vi dog Krigen snart havde en Ende, men det seer jo daarlig ud. I 7 Dage har vi intet varmt faat at [s]pise, da vi ikke kan faa det derud. Vær nud alle hjærtelig hilset fra din Broder [...]

se hele brevet

Nicolai Clausen, 29/9 1914
[...]Ja, kjære Foreldere jeg bede hver Dag til Herren, at han maar Besködde aas, at i maar blived Sunde og vi ogsaa maa komme Sunde hjem til Eder.[...]

se hele brevet

Nicolai Kraack, Frankrig, 12/8 1915

[...]Martin Hansen siger ogsaa at Mads Jensen er falden, stemmer det? Det var da saare kedeligt vis det er saa og Gotfred sagde han ogsaa, men jeg tør ikke rigtig stole derpaa. Saa var det jo 3 nu lige i kort Tid fra Flovt. O, vor sørgeligt, saa mange raske Mænd. Vi maa takke Herren at det er saa roligt her og at han har bevaret os hidintil og bede at han bevarer os herefter. Gid denne skrækkelige Krig havde Ende. [...]

se hele brevet

Nicolai Kraack, Frankrig 9/12 1915

[...] Jeg har det godt og Herren har igen skaanet mig, thi i Gaar var jeg paa Tur til at hente Bród og jeg og ham, der skulde hente Kaffe, fulgtes af, vi var lige kommen ud af Graven og over fri Mark da kom der en Chrapnell og slog ned ved os, han gik 3 Skridt bag mig og blev ramt i den venstre Arm og jeg blev skaanet omskjønt Kuglene slog ned ved siden af rundtom mig, jeg forbandt ham straks og gik saa med ham tilbage til Sanitæterne vor han blev bedre Forbunden; ja saadan holder Gud Fader sin Haand over mig. [...]

se hele brevet

Friedrich Nissen, dagbog 1/11 1914

Fredag d. 30.10.14 klokken 10 om aftenen kom meget overraskende ordren, at 200 mand fra kompagni Simon skulle afgå med den næste transport. Vi skulle stille om søndagen kl. seks og det betød afgang klokken 2 om eftermiddagen. Jeg havde ellers så fint regnet ud at køre til Sønderborg, nu krævedes en hurtig vending, hvis jeg skulle have mulighed for endnu engang at tale og være sammen med Thyra. Jeg var lykkelige, da jeg om eftermiddagen så min lille brud i Flensborg. Transporten blev udsat til, så jeg kunne blive i Flensborg til mandag. Lørdag og søndag stod vi mest rundt omkring i kasernegården, det ærgede mig at spilde sig meget tid til ingen nytte. Mandag formiddag klokken 9 skulle transporten afgå. Thyra ledsagede mig til jernbanen, det var en svær afsked efter to lykkelige dage, alle mulige tanker for gennem hovedet, men nu kun ikke tabe modet, stole på gud og håbe, håbe.

se dagbog

Otto Iversen, Strelitz Alt 31/8 1917

[...] Ja, fader jeg har også i felten i farefulde stunder følt mig nær Gud. Men jeg fortalte jeg det ikke, da jeg var på orlov og heller ikke i mine breve. [...]

se hele brevet

BILLEDER

Soldater fra Fusilier Regiment nr. 86 er til gudstjeneste under åben himmel. Regimentets tredje bataljon havde garnision i Sønderborg, men det er ikke Dannebrog de står foran, men feltpræstens sammenfoldelige kors. Vestfronten 1914.I Museet på Sønderborg Slot.